Hvilket forbrugsbatteri der er det bedste til dit behov afhænger dybest set af to ting:
- Hvor stort dit strømforbrug er, altså hvilke strømforbrugere du har
- Hvor længe du vil kunne klare dig uden at lade
Men der er naturligvis flere faktorer der spiller ind, ikke mindst dit budget men også hvor meget plads (og vægt) du har til din batteripakke og hvorvidt det skal være et kombineret forbrugs- og startbatteri.
Indhold
Helt overordnet er der ingen tvivl om at du får den bedste vægt-til-ydelsesratio med lithiumjernfosfat (LiFePO4)-batterier, men de er også meget dyre i anskaffelse, og derfor vil de fleste nok vælge en form for blybatteri, hvor der også findes rigtig gode alternativer.
Den korte version
Hvis ikke du kender dit behov, så læs først hvordan du beregner dit behov.
Helt grundlæggende er min anbefaling følgende:
Har du et lille behov for forbrugsstrøm, og har samtidig brug for at kombinere start- og forbrugsbatteri, så bare vælg den billigste løsning og køb et lukket vådcelle-dualbatteri. Husk at være opmærksom på hvor høj startstrøm du har brug for.
- Varta 75 Ah Professional Dual Purpose (600A startstrøm)
- GS Yuasa Marine 90Ah 720A (720A startstrøm)
Varta-batteriet (til 670,- i skrivende stund) er et virkelig godt køb efter min mening, men har du brug for højere startstrøm skal du af med lidt mere.
Har du et større energibehov og stadig brug for et dualbatteri, så vælg i stedet et dual AGM batteri.
- Varta 95Ah Dual Purpose Professional AGM (850A startstrøm)
- Exide EP1500 DUAL AGM 180Ah (900A startstrøm)
Husk på at du med AGM-batterier kan aflade op til 80% af kapaciteten, mod kun 40-50% på almindelige vådcellebatterier.
Har du ikke brug for at kombinere start- og forbrugsbatteri, så køb GEL-batterier. De er lidt dyrere i anskaffelse, men kan aflades dybere og opretholder en større del af deres kapacitet i længere tid.
Har du et meget stort energibehov, f.eks. til en elmotor, eller hvis du sejler i lang tid ad gangen, og vil have den bedste løsning, så køb lithium (LiFePO4)-batterier med indbygget BMS. Det er også den billigste løsning set over hele batteriets levetid.
- Topband LiFePO4 12V 200Ah
- Topband LiFePO4 12V 100Ah med bluetooth, så du kan følge status og forbrug
Tabellen her tager udgangspunkt i et energibehov på ca. 95 Ah. Altså at batteriet effektivt skal kunne levere denne mængde energi inden det skal lades op igen, uden at tage skade. Værdierne er beregnet på baggrund af data fra producenterne af de specifikke batterier der er brugt, og billedet kan således variere lidt ved andre batterier og producenter. Men det overordnede billede vil nok ikke ændre sig meget.
| Type | Anvendelse | Depth of Discharge | Forventet levetid - antal cyklusser | Pris per effektiv Ah - Anskaffelse | Pris per Ah - Levetid | Vægt / effektiv Ah | Batteri |
|---|---|---|---|---|---|---|---|
| Lukket vådcelle blybatteri | Dual, start + forbrug | 50% | 200 | 30 DKK | 15 øre | 474g | Varta 190Ah Dual |
| AGM | Dual, start + forbrug | 75% | 500 | 28 DKK | 5,5 øre | 380g | Exide EP1200 AGM Dual 140Ah |
| GEL | Forbrug | 80% | 500 | 32 DKK | 6,3 øre | 391g | Exide ES1300 GEL 120 Ah |
| LiFePO4 | Forbrug | 95% | 2000+ | 64 DKK | 3 øre | 142g | Topband LiFePO4 96Ah |
Som det fremgår er prisen på LiFePO4-batterier klart den bedste set over hele batteriets levetid, men de er så til gengæld også over dobbelt så dyre i anskaffelse som de andre alternativer. Så med mindre du sejler rigtig meget, eller har en elmotor på din sejlbåd, er de nok ikke investeringen værd.
For de fleste vil et AGM eller GEL batteri være den bedste løsning. GEL er lidt dyrere og tungere, men har visse andre fordele, som jeg uddyber længere nede i artiklen.
Hvor stort et batteri skal jeg bruge?
Hvor meget energi et batteri kan indeholde angives i enheden Ah - amperetimer. Hvis et batteri er på 80 Ah har det altså (i teorien) energi nok til 1 amperes forbrug i 80 timer, 20 amperes forbrug i fire timer eller 80 amperes forbrug i en time.
Det er dog en sandhed med modifikationer, for med undtagelse af lithiumbatterier, kan et batteri slet ikke tåle at blive fuldt afladet uden at tage skade. Når du skal vælge et batteri skal du derfor kigge på følgende faktorer:
- Kapacitet (Ah) - Hvor stor teoretisk kapacitet har batteriet
- DoD (%) - Depth of Discharge, altså hvor meget kan batteriet tåle at blive afladet?
- Discharge current - Hvor meget/kraftig strøm kan afgives ad gangen?
Nogle producenter, f.eks. Exide angiver også batteriets kapacitet i watttimer (Wh), og her angiver de faktisk værdien under hensyntagen til batteriets reelle kapacitet.
Et 80Ah Exide Dual er således angivet til 350Wh, men hvis man bare regner fra Ah, så vil man se at det er væsentligt højere:
12V · 80Ah = 960Wh
De 350Wh er altså kun ca. 36% af batteriets teoretiske kapacitet.
Sådan beregner du hvor stort et batteri du har brug for
For at beregne hvor stort et batteri du skal bruge, skal vi have styr på lidt grundlæggende fysik.
Vi ved fra effektloven at
P = U · I
Hvor P er effekt og måles i watt, U er spændingen som måles i volt og I er strømstyrken som måles i ampere. Med andre ord er watt = volt · ampere.
Med den viden kan vi nu regne ud hvor meget strøm vi bruger på båden, da strømforbruget på elektriske enheder altid er oplyst i watt.
På min båd har jeg lanterner med glødepærer. De er på 25 W. Når jeg sejler for sejl efter solnedgang skal jeg have to lanterner tændt, for og agter. Det vil sige et samlet forbrug på 50 W. Ved hjælp af effektloven kan vi udlede hvor mange ampere de trækker da vi ved at det er en 12V-installation.
P = U · I <=> I = P / U
50 W / 12 V = 4,17 A
Hvis de er tændt i en time, vil de dermed forbruge 4,17Ah fra batteriet
Dertil skal jeg også have min VHF-radio tændt, den forbruger ca. 0,6A når den ikke sender, hvilket er 99,9% af tiden, samt mit ekkolod, som kun forbruger 0,02A.
På længere ture har jeg også min køleboks tændt, som har et strømforbrug på 40 W (= 3,3A). Den køler dog ikke konstant da den er termostatstyret, så her kan vi reducere den med en rimelig faktor baseret på hvor meget den erfaringsmæssigt kører på en time. For at være på den sikre side regner jeg med at den kører 70% af tiden (0,7*3,3 = 2,31).
Dermed kan jeg nu regne mit forbrug ud. Lad os sige at jeg forventer at sejle i 12 timer, heraf er de første 3 timer før solopgang.
Dvs. jeg skal sejle 3 timer med lanterner tændt. VHF, ekkolod og køleboks er tændt under hele turen. Så ser regnestykket således ud (h = timer)
3h · 4,17A + 12h · (0,6A + 0,02A + 2,31A) = 47,67Ah
Nu ved jeg altså at jeg skal bruge et batteri, hvor jeg kan aflade ca. 48 Ah uden at beskadige det for at foretage en sådan tur. Endvidere ved jeg også at den maksimale strømstyrke jeg kommer til at trække på batteriet er summen af alle enhedernes forbrug:
4,17A + 0,6A + 0,02A + 2,31A = 7,1A
I praksis er der nok flere strømforbrugere end jeg har medtaget i eksemplet, da der også kan være kabinelys, flere instrumenter, opladning af USB-enheder osv., der skal medtages.
Alternativ: Mål dit forbrug
I stedet for at beregne dit forbrug kan du også måle dig frem til det med et multimeter, eller endnu bedre, med et tangamperemeter. Fordelen ved tangamperemeteret er at det ikke behøver at indgå i kredsløbet ligesom multimeteret skal, hvilket gør det både sikrere og hurtigere at foretage målingerne.
Multimetre og tangamperemetre kommer i alle prisklasser. Jo højere pris, jo højere præcision. Hvis du blot skal bruge det til din 12V-installation i båden kan du efter min mening sagtens nøjes med et billigt tangamperemeter.
Når du måler dit forbrug kan du enten gøre det på den samlede installation mens du har alle dine forbrugere tændt, eller du kan måle enkeltvis på hver enhed, så du kan beregne et differentieret forbrug.
Når du kender dit forbrugsmønster og behov, skal du nu vælge hvilken batteriteknologi, der er den bedste løsning for dig!
Dual eller forbrugsbatteri?
Nogle batterier har betegnelsen DUAL, som betyder at batteriet kan fungere både som start- og forbrugsbatteri (i en mindre båd i hvert fald), idet det kan afgive en høj samtidig strømstyrke men også kan tåle dybdeafladninger meget bedre end et rent startbatteri. For mindre både hvor man kun sejler dagsture, vil man sandsynligvis kunne nøjes med et enkelt dualbatteri, som fungerer som både startbatteri og forbrugsbatteri. I større både bør forbrugsbatterier adskilles fra startbatteriet.
Deep cycle-vådcelleblybatterier
Her er der tale om en klassisk og velkendt teknologi. En række blyplader er nedsænket i vand og syre, hvilket giver en stor overfladekontakt mellem bly og væske. Det betyder at batteriet kan afgive en høj samtidig strømstyrke, hvilket gør dem velegnede til startbatterier. De fås også i dual og deep-cycle-udgaver, som er lukkede, hvorfor der er mindre væsketab end i et traditionelt åbent batteri, da dampene kondenseres og ledes tilbage i cellerne pga. batteriets konstruktion. Der er dog stadig en sikkerhedsventil til afgasning.
Et deep cycle-vådcellebatteri kan aflades til ca. 40-50% uden at tage skade (mod 25-30% for et normalt startbatteri).
Fordelen ved denne type batterier er først og fremmest prisen, og at de kan tåle en del overopladning uden at tage skade. Til gengæld så tåler de ikke at blive afladet for meget, og tager lang tid at lade op. Har du et lavt til moderat energiforbrug du skal dække er denne type batterier en rigtig fin løsning. Fabrikanterne lover typisk 200-300 opladningscyklusser på et sådant batteri.
AGM-batterier
AGM-batterier er også blybaserede, men i stedet for væske ligger der en form for glasfibermåtte mellem blyelementerne som har absorberet væsken i batteriet (AGM står for Absorbent Glass Mat). Derfor kan et AGM-batteri tåle at blive vendt på siden eller på hovedet, hvilket kan øge monteringsmulighederne, hvis der er trangt. Samtidig er det selvfølgelig også en fordel i et maritimt miljø, hvor der kan være hård bølgegang.
AGM-batterier tåler bedre afladning, er hurtige at lade op og kan typisk aflades op mod 75-80%. Til gengæld går de i stykker hvis man overoplader dem, så det er vigtigt at laderen understøtter AGM-batterier og er indstillet til dette.
Fordelen ved AGM-batterier er altså at de kan aflades dybere, lades hurtigere og kan placeres efter behov uden hensyntagen til orientering. Til gengæld er de dyrere og mere følsomme overfor overopladning og varme.
Gel-batterier
Ligesom AGM-batterier er GEL-batterier også blybaserede. I disse er væsken tilført silikater, så den bliver til en gele. Et gel-batteri kan dermed placeres og orienteres efter behov, ligesom et AGM-batteri. I modsætning til AGM-batterier, kan et gel-batteri ikke bruges som startbatteri, men det har glimrende egenskaber som forbrugsbatteri, da det kan tåle helt op til 90% afladning, holde til mange opladningscyklusser og samtidigt opretholder en høj ydelse i hele dets levetid.
GEL-batterier er dyre, men tåler varme og overopladning bedre end AGM-batterier, og udgør et glimrende valg til en forbrugsbank.
Lithium - LiFePO4 batterier
Du omgiver dig allerede med lithiumbaserede batterier. De er i din telefon, dine trådløse høretelefoner, dit værktøj og endda i din bil, hvis du har en elbil eller plug-in-hybrid.
Men hvor det er Li-ion-batterier i dine elektronikenheder, er det i din bil LiFePO4 (lithiumjernfosfat)-batterier, og det er også dem du bør have i din båd. Det er dem, fordi det er en uovertruffen batteriteknologi på alle parametre.
LiFePO4-batterier kan tåle at blive afladet næsten 100%, er hurtige at lade op igen, og vejer markant mindre end et blybatteri med tilsvarende kapacitet. Oven i det kan de klare flere tusind opladningscyklusser i deres levetid.
I forhold til sikkerhed er LiFePO4 også klart at foretrække. Der er ingen giftige materialer i batteriet i modsætning til blybaserede batterier, og de kan heller ikke brænde eksplosivt i tilfælde af kortslutning, overophedning eller punktering.
Der er dog den hage, at de er meget følsomme overfor overopladning, for højt strømtræk osv. Så derfor bør du altid købe et batteri med indbygget BMS (battery management system), der sørger for at koble batteriet fra hvis der tilføres eller trækkes for meget strøm på en gang. Det har de fleste LiFePO4-12V-batterier der sælges i almindelig handel. Køber du ikke et batteri med BMS, så skal du virkelig vide hvad du laver!
Det eneste problem med dem er sådan set prisen. Den er høj! I hvert fald til at starte med. Ca. fire gange prisen på et tilsvarende AGM batteri. Men over tid vil prisen nok vise sig at være den billigste pga. batteriernes lange levetid.
Så har du pengene, og har du behov for at have en stor batteribank, eller vil du bare have det bedste af det bedste, så er LiFePO4 cremen af cremen inden for forbrugsbatterier.